Hvis du har en hund, havde du det nok på fornemmelsen, men nu er det altså bekræftet rent videnskabeligt: Din hund kan blive jaloux, hvis du klapper eller aer et andet dyr.

I et af Charles Darwins store værker ’Menneskets afstamning og Parringsvalget’ skriver han, at "alle har set, hvor jaloux en hund kan blive på sin herre, hvis han kæler for et andet dyr."

Men siden den berømte evolutionsforsker gjorde sin observation i 1871, har forskere ifølge The Daily Telegraph debatteret, om dyr virkelig kan føle jalousi – og mange har ment, at det er en følelse, som kun mennesket kender.

Men nu mener amerikanske forskere, at de har bevist, at hunde rent faktisk kan blive jaloux, hvis deres ejer giver for meget opmærksomhed til andre, skriver The Daily Telegraph ifølge Videnskab.dk.

- Vores undersøgelse tyder på, at hunde ikke alene udviser, hvad der synes at være jaloux adfærd, men også, at de forsøger at bryde forbindelsen mellem ejeren og rivalen, siger den ledende forsker bag studiet, professor Christine Harris til The Daily Telegraph.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvad tænker hunde om mennesker?

Forskerne har lavet eksperimenter på 36 hunde, som blev overvåget i deres eget hjem, mens ejeren ifølge The Daily Telegraph blev sat til at udvise en bestemt adfærd:

Ejeren skulle enten ignorere hunden, mens han klappede en kunstig hund, som kunne gø og logre eller gøre det samme over for en spand. I et tredje scenarie skulle ejeren læse i en bog, som kunne spille musik.

Forskerne nåede ifølge The Daily Telegraph frem til, at hundenes tendens til at skubbe eller røre deres ejer var dobbelt så stor, når ejeren kælede og talte med den falske hund, som når ejeren udviste en lignende adfærd over for spanden – og tendensen var endnu mindre, når ejeren blot læste i bogen.

Andre artikler hos Videnskab.dk: 

Forsker: Dyr har følelser som små børn

Se smukke billeder af Grønlands dyr

Mystisk ’penis-dyr’ ånder via huden