Er din hund ramt af parvovirus, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Hundeejere landet over advares nu mod den såkaldte parvovirus, der er særdeles smitsom og i værste fald dødelig.

Den dødelige DNA-virus er fundet nær Otterup og i Odense på Fyn, og indtil videre er 13 hvalpe samt en tæve blevet aflivet, skriver TV2 Fyn.

En af de berørte hundeejere er Lena Manhof Bloch fra Otterup. Hun måtte lade sine seks hvalpe, der var bare fem uger gamle, og deres mor aflive. Det fortæller hun til BT.

»Jeg har haft besøg af nogle mennesker, der kiggede på mine hvalpe, fordi de gerne ville købe en af dem. De havde 14 dage forinden mistet en ni uger gammel hvalp til parvovirus. Bagefter har jeg fundet ud af, at det kan sidde på menneskehud i op til fem måneder, så er det jo sikkert derfra, det kommer.«

Hun fortæller videre, at det var i fredags, at hun måtte tage den triste beslutning om at lade sine hvalpe aflive. Dagen efter blev hvalpenes mor ligeledes aflivet.



Den dødelige DNA-virus rammer hunde i mave-tarmkanalen. Symptomerne er opkast, blodig diarré samt nedstemthed. Udbruddet har fået landets dyrlæger i højeste alarmberedskab, skriver jv.dk.

I Otterup er Lena Vibeke Manhof Bloch meget berørt af situationen.

»Jeg tænkte, det var fuldstændig surrealistisk. Det er det værste, jeg nogensinde har været udsat for,« siger hun til BT.

I forvejen var hendes ældste hund vaccineret – i modsætning til hvalpene, der endnu ikke var gamle nok til at få en vaccine.

»Hun havde fået et akut kejsersnit, så hendes immunforsvar var lidt nede. Og fordi hendes mælk ikke ville rette til de første dage, har hvalpene ikke fået den råmælk, som er med til at beskytte dem.«

Efter den triste oplevelse vil Lena Vibeke Manhof Bloch fremover tænke sig om en ekstra gang, inden hun inviterer andre hjem.

»Jeg vil i hvert fald sørge for at bede folk om at tage sko, jakke og tøj af i entreen, inden de møder mine hvalpe. Og bede dem om at vaske fingre. Og jeg vil aldrig nogensinde lade andre møde mine hvalpe, inden de (hvalpene, red) er blevet seks uger og dermed vaccineret.«

Lena Manhof Bloch, der blot er en ganske almindelig hundeejer, og ikke opdrætter, fik oplyst af dyrlægen, at hundene havde mellem 10 til 50 procents chance for at overleve, hvis de kom i behandling.

»Og hvis de overlevede, kunne de så få nogle andre sygdomme. Jeg vil på ingen måder udsætte andre mennesker for at få en syg hund. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg føler, at jeg gjorde det helt rigtige som en ansvarlig hundeejer.«

Din hund kan blive smittet med parvovirus, hvis den kommer i kontakt med opkast eller diarré fra en smittet hund.

På nuværende tidspunkt er udbruddet kun konstateret på Fyn.

Foto: Lena Manhof Bloch/Privat.
Vis mere

Foto: Lena Manhof Bloch/Privat.
Vis mere