Udendørs registreres en af årets varmeste dage. Indendørs sveder morgendagens mænd. På isen.

En af de nærmeste dage kigger NHL-stjernerne Frans Nielsen, New York Islanders, og Peter Regin, Chicago Blackhawks, samt et par svenske NHL-spillere forbi og går på isen sammen med chefinstruktøren James Richmond, Los Angeles Kings.

Scenen er SE Arena i Vojens, den ideelle ramme om SMG Warrior Prospect Camp. En træningslejr for 34 nøje udvalgte talenter i alderen 15-19 år fra Danmark, Canada, Schweiz og Tyskland og en af de førende camps i Europa.

Blandt deltagerne er to kommende nordamerikanske danskere, stortalenterne Mikkel Aagaard, Frederikshavn White Hawks, og Alexander True, Rungsted Ishockey.

18-årige Mikkel Aagaard blev i importdraften i Canadian Hockey League (CHL) tidligere på måneden valgt af Niagara IceDogs i OHL som nr. 16.

Alexander True, netop fyldt 17, blev valgt af Seattle Thunderbirds (WHL) som nr. 48. Den lange forward (1,91 meter) er klar til at følge i sin far, Søren Trues fodspor. Han spillede fire år i Nordamerika, senest i San Diego Gulls i IHL.

Blandt deltagerne i campen er også Herning Blue Fox' backtalent Bjørn Uldall, som allerede har fået landsholdsdebut.

- Jeg er ikke i tvivl om, at et par af de talenter, vi ser i Vojens, bliver draftet til NHL de kommende år, siger Bjarne Madsen, partner i Sports Management Group og dansk ishockeys førende spilleragent.

Canadieren James Richmond kører campen assisteret af Peter Gommesen, Esbjerg, Brian Madsen, Rødovre, Jan Jensen, Vojens, og canadierne John Ceci (målmandstræner) og Peter Douris.

Mange vil huske James Richmond som en elegant og målfarlig forward i Gladsaxe og Vojens i 80erne og 90erne. Han har netop skrevet tre års kontrakt som skøjteinstruktør i Los Angeles Kings.