Danmark var uheldig med det store nederlag til Finland, men holdet er på rette vej, mener Frederik Storm.

Sankt Petersborg: Det var et spørgsmål om uheld og manglende marginaler, da Danmark torsdag eftermiddag røg ud af ishockey-VM med et 1-5-nederlag til Finland.

Sådan vurderer den danske forwardprofil Frederik Storm dansk ishockeys største kamp i seks år, der altså endte med et ciffermæssigt klart nederlag.

- Det afspejler ikke kampen overhovedet, for den var jævnbyrdig i store perioder. Vi har spillet en god turnering, og med lidt held kunne vi have vundet over Finland også. Det er lidt ærgerligt, siger Frederik Storm.

- Vi havde ikke marginalerne på vores side. Vi lavede selvmål, ramte stolpen, og vi havde nogle situationer, hvor deres målmand ikke anede, hvor pucken var henne.

- Så scorede de et minut før tid i anden periode til 3-1, og da blev det tungt, lyder det fra Malmö-spilleren.

Det var Frederik Storms sjette VM siden debuten i 2011. I ingen af hans tidligere turneringer har Danmark været i nærheden af kvartfinalen, men dette års succes viser, at landsholdet er på rette vej.

- Det har helt sikkert været det bedste VM, jeg har været med til. Vi har spillet stabilt hele vejen, hvis man ser bort fra kampen mod Rusland. Vi har god bredde, og vi er på rette vej, hvis vi fortsætter med at være ydmyge, mener Frederik Storm.

Danmark slutter VM som nummer otte, hvilket er en tangering af den bedste placering nogensinde.

/ritzau/