Der er flere måder at sige tak for kampen på. Et par af dem oplevede man i Saxo Bank Arena i Hørsholm, da en ophidset Adam Estoclet ville have fat i Sønderjyskes Cory Quirk, og Erik Hjalmarsson ville hævne en slashing i ryggen fra matchvinderen Mads Lund.

Linjedommerne måtte ledsage de to frustrerede Rungsted-spillere, Estoclet og Hjalmarsson, til udgangen bag målet, så det ikke skulle ende i et masseslagsmål, mens resten på mere normal vis kunne sige tak for i dag.

» Han knalder staven i ryggen på mig, mens vi står på isen efter kampen,« siger Erik Hjalmarsson.

Hans respekt for de to hoveddommerne, Jens Chr. Gregersen og Søren Reis, kunne ligge på et relativt lille sted efter de 60 minutters benhårde fight.

» Du ved aldrig, hvor du har danske dommere. Der er ingen linje, intet niveau," siger Erik Hjalmarsson.

Det sønderjyske 2-1 mål faldt i powerplay 61 sekunder før tid efter Anthony Maianis udvisning for holding the stick.

Rungsted Ishockeys cheftræner, Per Holten Møller, siger hovedrystende:

» At dømme dén udvisning to minutter før tid? Jeg skal prøve at sige det så pænt, jeg kan: Vi har ikke noget at takke dommerne for."

Rungsteds frustrationer blev ikke mindre af, at de i 2-3 nederlaget i fredags i Frederikshavn indkasserede kampens sidste otte udvisninger.

Sønderjyske kom til Hørsholm med nederlag i de sidste to kampe. De havde heller ikke glemt, at de tabte sidst, de besøgte den nordsjællandske arena.

» Der var ikke noget flow i kampen på grund af de mange udvisninger, men vi bevarer tålmodigheden og sætter det afgørende pres på dem i tredje periode. En mentalt vigtig sejr mod et godt hold,« siger sportschef Søren Stockfisch.

Sønderjyske scorede begge mål i powerplay. Det første ved den skudstærke offensivback Tyler Gotto, der var de danske mestres bedste spiller.

Bedst hos Rungsted Ishockey var målmanden Zane Kalemba med flere store, spektakulære redninger.

Sønderjyske var uden sin nye svenske back, Alexander Ribbenstrand, der fik en forstrækning i låret i debuten i fredags mod Odense Bulldogs. Han er i øvrigt den første svensker i klubben siden Dejan Metejic, der stoppede efter 2011/12-sæsonen.

Rungsted blev hårdt ramt i sidste uge af Nikolaj Rosenthals alvorlige brud på kravebenet under en træning. Og mod Sønderjyske kostede en slashing over hånden 17-årige William Boysen et overrevet ledbånd på højre tommelfinger.

Der venter en operation og otte ugers pause til den talentfulde wing, som scorede sit første ligamål i Frederikshavn.

Metal Ligaen

Rungsted Ishockey-Sønderjyske 1-2 (0-1, 1-0, 0-1)

Esbjerg Energy-Frederikshavn White Hawks 4-3 (0-2, 2-1, 1-0, 1-0)

Aalborg Pirates-Herning Blue Fox 2-5 (0-1, 1-1, 1-3)

Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls 6-1 (1-0, 1-1, 4-0)

Herlev Eagles-Unibet Stars Gentofte 4-1 (2-0, 1-0, 1-1)