Et mål i kampens sidste minut gav Esbjerg Energy en smal sejr over Gentofte Stars i Metal Ligaen.

Esbjerg: Det holdt hårdt for ishockeyvicemestrene fra Esbjerg Energy, da holdet tirsdag skulle sikre en favoritsejr hjemme mod Gentofte Stars.

Men sjællænderne lagde sig på ingen måde ned, og der skulle et mål 24 sekunder før tid til for at sikre Esbjerg sejren på 4-3.

Gentofte lagde stærkt fra land og bragte sig foran 2-0 i første periode, inden Esbjerg kort før slutningen på perioden fik reduceret.

Tidligt i anden periode kom så udligningen, men udeholdet bed fra sig igen mindre end et minut senere og kom på 3-2.

Det lykkedes Esbjerg at kvittere inden sidste periode, så der var lagt op til en dramatisk afslutning. Og det blev det også.

Hjemmeholdet jagtede sejren i ordinær tid, men man måtte helt frem til 24 sekunder før tid, førend Mario Lamoureux gjorde sig selv til matchvinder med scoringen til 4-3.

Sejren betyder, at esbjergenserne holder trykket på Frederikshavn White Hawks og Sønderjyske i toppen af rækken. Gentofte er nummer otte i ligaen.

Odense Bulldogs noterede også en smal hjemmesejr, da Rødovre Mighty Bulls blev sendt hjem med et nederlag på 2-3.

I tirsdagens sidste kamp fik Aalborg Pirates en vigtig sejr i bundstriden, da holdet sejrede med 4-3 i Rungsted.

 

/ritzau/