Champagnebugten står der på banneret på den billige langside i den nordsjællandske arena. Og vi skal love for, at der var knald på drengen.

De afgørende sekunder oplevede man i starten af tredje periode, hvor Rungsted Ishockey vendte billedet med to mål fra 2-3 til 4-3.

Sejren sættes i relief af, at Rødovre Mighty Bulls kom til Hørsholm med fire sejre på stribe.

Rungsted Ishockey førte 1-0 og 2-1, men to gange bragte den store Rødovre-back Marco Illemann balance i regnskabet.

Rødovre dominerede anden periode, og Patrick Rasmussen gav tyrene 3-2 føring i fem mod tre inden de sidste 20 minutter.

Syv ugers pause med et alvorligt dobbelt kravebensbrud kan normalt ikke undgå at mærke en mand, men Rungsteds Nikolaj Rosenthal er lavet af et specielt stof og løftede den nordsjællandske offensiv med sin energi og power.

Meget passende scorede han fra egen zone i tomt mål til 5-3.

Nogen stor kamp var det ikke, men dramatikken skortede det ikke på i slaget om Sjælland. Heller ikke efter kampen, hvor politiet måtte i aktion uden for hallen.

En af linjedommerne i Saxo Bank Arena,  Maria Füchsel, skrev forleden historie. Som den første kvindelige danske ishockeydommer var hun hoveddommer i en international turnering (U18 i Frankrig).

Rødovre Mighty Bulls' import nr. 2, den canadiske back med 160 NHL-kampe for Edmonton Oilers, Theo Peckham, så for første gang sine kommende holdkammerater spille.

Hvor længe han skal stå og kigge på, inden arbejds- og opholdstilladelsen er på plads, er stadig et åbent spørgsmål. På vestegnen krydser de fingre for, at han er klar efter Metal Challenge 5.-7. februar.

Det kan godt ske, at Odense Bulldogs er tophold og Unibet Stars Gentofte bundhold, men når de to hold mødes, er det svært at se, hvem der er top og bund.

To gange har Unibet Stars slået Bulldogs i denne sæson, og i aftes tvang de favoritterne ud i straffeslag. Respekt!

Herning Blue Fox, som tabte i Gentofte i søndags, rejste sig med 4-3 over Frederikshavn White Hawks og er på højde med Bulldogs, men for en kamp mere.

Metal Ligaen

Rungsted Ishockey-Rødovre Mighty Bulls 6-4 (1-1, 1-2, 4-1)