Ruslands ishockeyherrer magtede ikke at forsvare førstepladsen i gruppe A ved VM. Den snuppede USA i stedet.

Köln. USA var bagud tre gange mod Rusland, men kom tilbage og udlignede lige så mange gange i den sidste gruppekamp ved ishockey-VM.

Og det endte med en amerikansk sejr på 5-3 over ærkerivalerne fra Rusland, som satsede i slutsekunderne og spillede uden målmand.

Sejren betyder, at USA overraskende snupper førstepladsen i gruppe A foran Rusland i gruppe A ved VM. Det var Ruslands første nederlag i turneringen.

I første periode kom Rusland foran 1-0 på en scoring af Nikita Gusev efter 12 minutter.

Anden periode blev målrig med fem scoringer - heraf tre amerikanske. Kevin Hayes leverede to af målene for USA.

Det stod dermed 3-3 inden tredje periode, hvor amerikanerne satte tingene på plads med to scoringer mere.

Anders Lee stod for den vigtige 4-3-føring syv minutter før tid, inden Brock Nelson scorede i et tomt russisk mål.

- Vi sendte et stærkt signal. Det var en stor sejr mod et godt hold. Vi vidste, det ville blive svært, siger amerikaneren Jack Eichel til TV2 Sport.

På grund af USA's sejr blev Sverige skubbet ned på tredjepladsen i gruppen.

Sverige vandt tidligere tirsdag 4-2 over Slovakiet, men det var ikke nok til at ende på andenpladsen.

USA, Rusland og Sverige gik sikkert videre til kvartfinalerne, mens Letland og Tyskland kæmpede om den sidste plads senere tirsdag aften.

Her vandt de tyske VM-værter en gyserkamp med 4-3 efter forlænget spilletid og straffeslag og snuppede dermed den sidste kvartfinalebillet.

I gruppe B vandt Schweiz 3-1 over Tjekkiet og snuppede andenpladsen.

Canada var allerede sikker på at vinde gruppen inden holdets sidste kamp mod Finland senere tirsdag aften. Canada vandt kampen 5-2.

Canada, Schweiz, Tjekkiet og Finland er klar til kvartfinalerne fra gruppe B.

/ritzau/