Det har været svært for Odense Bulldogs at leve op til de store forventninger, forsæsonen indikerede, men i aftes skete der noget.

I tredje forsøg vandt de deres første udesejr efter at have tabt i Vojens og Gentofte.

At det blev Rungsted, det gik ud over, var måske meget logisk, når man kigger på statistikken. I sidste sæson tog fynboerne 13 af 15 point i de fem kampe mod nordsjællænderne.

Odense Bulldogs har i år købt ind fra højere hylder end normalt, og af de syv udlændinge i det fynske hundehus er der kun én fra sidste sæson, Anthony Aquino.

Det var canadieren, der åbnede scoringen efter 35 minutter i powerplay, men med ét minut tilbage af anden periode kvitterede Rungsteds store lettiske landsholdsforward, Lauris Bajaruns.

Rungsted var bedst i første halvdel af kampen, Odense i den sidste halve time. Og afgørelsen faldt i tredie periode med to fynske mål i powerplay ved Lee Baldwin (fem mod tre) og Ryan McDonough. Unægtelig kostbare Rungsted-udvisninger.

I en måned ventede Rungsted Ishockey på den amerikanske topcenter Adam Estoclet. Og han var værd at vente på.

Selv om det var over et halvt år siden, han senest var i kamp, viste han sin klasse. Ingen tvivl om, at nordsjællænderne i den hurtige og kreative playmaker og wingen Nikolaj Rosenthal vil få en af Metal Ligaens farligste duoer, når Estoclet har fået et par kampe mere i kroppen og større skarphed i skuddene.

To spillere, der markerede sig stærkt i den tempofyldte og ganske medrivende kamp, var de to målmænd, Rungsteds Zane Kalemba og Odenses Chet Pickard. Sidstnævnte tager prisen som kampens profil.

To sjællandske hold rejste til Jylland og blev slået med 4-0. Rødovre Mighty Bulls i Frederikshavn ogHerlev Eagles i Esbjerg. Frederikshavn White Hawks scorede tre mål i powerplay, og for Esbjerg Energy blev Sune Hjulmand og Marc Derlago dobbelte målscorere.

Herning Blue Fox vippede Sønderjyske af førstepladsen med en 4-1 sejr over Unibet Stars Gentofte.

Metal Ligaen

Rungsted Ishockey-Odense Bulldogs 1-3 (0-0, 1-1, 0-2)

Frederikshavn White Hawks-Rødovre Mighty Bulls 4-0 (0-0, 3-0, 1-0)

Esbjerg Energy-Herlev Eagles 4-0 (3-0, 1-0, 0-0)

Herning Blue Fox-Unibet Stars Gentofte 4-1 (0-0, 1-0, 3-1)