Frederik Andersen er blevet skudt i sænk i målet for Toronto Maple Leafs, men træneren tvivler ikke på ham.

Toronto. Efter et par gode år hos Anaheim Ducks blev den danske NHL-målmand Frederik Andersen udstyret med en femårig kontrakt til en værdi af hele 170 millioner kroner, da han i sommer skiftede til Toronto Maple Leafs.

Men opholdet i den canadiske klub har langtfra været en dans på roser - eller is - for den danske målmand indtil videre.

Holdet har tabt fem ud af seks kampe, målene er feset ind bag danskeren, og han har den dårligste redningsprocent (85,1 procent) af alle målmænd med minimum fem kampe i sæsonen.

Senest lukkede han syv mål ind på bare 24 skud mod Tampa Bay Lightning.

Men hvor mange medier har kritiseret den danske sidsteskanses præstationer, så vakler træner Mike Babcock ikke i sin tro på Frederik Andersen.

- Han ved, at han er mit førstevalg, siger Babcock til Toronto Sun.

- Jeg ved, at tingene udligner sig, og når man er god, så mister man ikke lige pludselig evnerne. Man kan blive påvirket, og det har vi snakket om. Jeg forventer, at han er tilbage og i fuld vigør (i næste kamp, red.)

Frederik Andersen har aldrig tidligere i NHL-karrieren indkasseret syv mål i en kamp, og han er glad for, at han fortsat har trænerens tillid.

- Det handler om at komme tilbage og vise, hvad man er gjort af. Babcocks støtte betyder meget for mig, men jeg skal også gøre mit job. Jeg har høje forventninger til mig selv, siger danskeren til det lokale medie.

Torontos næste kamp er natten til fredag dansk tid, hvor Florida Panthers kommer på besøg.

/ritzau/