Rødovre Mighty Bulls toppede og Odense Bulldogs floppede.

Rødovre Mighty Bulls spillede lørdag aften en af sæsonens bedste kampe.

Og Odense Bulldogs i særklasse sæsonens ringeste. Tyrenes 5-0 sejr kunne let være blevet adskillige mål større, havde det ikke været for den svenske lejesvend i målet, Alexander Bengtsson, som var eneste ”retfærdige” på det skuffende fynske hold.

- Det var en af de sjældne kampe, hvor alt fungerede, når vi lige ser bort fra effektiviteten i powerplay, siger en storspillende Mighty Bulls-kaptajn, Michael Smidt, til sporten.dk

- En dejlig opmuntring efter en skidt periode. Vi havde brug for sådan en sejr til at løfte humøret. Vi var hurtigere end dem og vandt nærkampene, og vi gjorde hele tiden det rigtige.

Med sejren avancerede Rødovre Mighty Bulls to pladser i tabellen og er nr. 6. Odense Bulldogs kom til Rødovre med syv sejre i de seneste otte kampe, men dumpede med et brag. Cheftræner Pär Johansson lagde ikke fingrene imellem.

- Jeg mindes ikke, vi har spillet så ringe i de sidste to år. Uden Alexander Bengtsson havde vi været bagud med fire mål efter første periode, siger han.

- Man kan tabe på mange måder, men det her var pinligt, fordi vi ikke arbejdede. Der er noget, vi skal tale om, inden vi skal til Rødovre igen på tirsdag. Det mindste, man kan gøre, er at arbejde.

Rødovres fem mål blev fordelt på lige så mange spillere (Mikael Christensen, Andrej Chistjakov, Michael Smidt, Anders Schultz og Andy Contois).

Inden sidste periode havde en sponsor udlovet 2.000 kr., hvis Sebastian Dahm kunne holde nullet. Og i overbevisende stil holdt perfektionisten Dahm buret rent og blev noteret for sæsonens anden shutouts.

Rødovre Mighty Bulls købte i sidste uge U20-landsholdsbacken Marco Illemann af Copenhagen Hockey. Han placerer sig godt og spiller klogt, så ham skal man nok få glæde af.

Den canadiske back Jef Terminesi forvred venstre fod i fredags i Esbjerg. Han testede den under opvarmning lørdag aften, men måtte opgive og dybt skuffet klæde om.

Alexander Bengtsson, der spillede i Rødovre i sæsonen 2009/10, er Bulldogs’ fjerde målmand i denne sæson og på kontrakt måneden ud.

AL-Bank Ligaen

Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 5-0 (1-0, 2-0, 2-0)