- Jeg klapper bare til den, lyder det fra Martin Højbjerg.

Sølle seks sekunder var overtiden fra at blive forvandlet til straffeslag, da han fyrede sit drømmehug af fra blue line.

Og hans forklaring på 3-2 målet mod de danske mestre var ikke mere videnskabelig end dengang, John Faxe ramte den "lige i røven" mod tyskerne.

- En dejlig følelse at se den gå ind. Vi var trængt til sidst, men kører på og får belønning for en disciplineret indsats, siger den 21-årige matchvinder.

Alle tre Rødovre-målscorere kom på tavlen for første gang i denne sæson. Ja, for det 17-årige backtalent Christian Mieritz var det første gang i Metal Ligaen, han scorede.

I sin kamp nr. 26 på eliteniveau sendte han fra en position uden for faceoffcirklen i venstre side pucken over målmanden Jeff Frazees skuldre til 2-1. Og fik pucken med hjem som en kær souvenir.

Rødovres 1-1 kvittering blev signeret den vikarierende kaptajn, Steffen Klarskov, på en mesterlig tværpasning fra Jannik Karvinen.

Rødovre Mighty Bulls er efter fire hjemmekampe stadig ubesejret i de hvide retrotrøjer, som markerer sæson nr. 50 i dansk ishockeys bedste række.

54 redninger fortæller alt om Rødovre-keeperen Sebastian Dahms klasse. Han bliver bedre og bedre. Og det er selvfølgelig noget af det gode ved at få mange skud.

Rødovre-spillerne arbejdede bedst i de første to perioder med stor speed og aggressivitet, men blev i tredie periode spillet i bund af Sønderjyske.

- 20 minutter er ikke nok. Og slet ikke i Rødovre, lyder det fra Sønderjyskes back, Anders Overmark.

En alvorlig hjernerystelse og en nakkeskade satte sidste sæson punktum på Rødovre-spilleren Morten Allesøes karriere, og i aftes blev han behørigt hyldet på isen for 182 kampe for Mighty Bulls.

Den 27-årige bundsolide back spillede tre sæsoner i Sønderjyske og vandt to danske mesterskaber, inden han i 2010 vendte tilbage til moderklubben.

Komikeren og tv-værten Jan Gintberg var med til at sætte fut i fejemøget i "Sumpen" bag målet i selskab med tyrenes hardcorefans. Og det skal der nok komme et festligt indslag ud af i den kommende "Gintberg på kanten" på DR.

Desværre for Gintberg skulle han videre til et andet job efter anden periode, så kan hørte ikke det sidste tyrebrøl.

Metal Ligaen

Rødovre Mighty Bulls-Sønderjyske 3-2 (1-1, 1-0, 0-1, 1-0)