Dansk ishockeys Hall of Fame får tre nye medlemmer.

Eneste medlem i dag er den legendariske back Jesper Duus, som i sin gyldne aktive karriere vandt Europa Cup med østrigske Feldkirch og nationale mesterskaber i Danmark (Rødovre), Sverige (Färjestad) og Østrig (Feldkirch). Jesper Duus blev optaget i Hall of Fame i 2012.

Optagelsen af de tre nye sker i forbindelse med hockeygallaen Dansk Ishockey Award fredag 15. august i Cirkusbygningen.

Gallaen sætter et lidt forsinket punktum på en stor sæson og åbner ballet til den kommende, og flertallet af de danske VM- og NHL-spillere har meldt deres ankomst til festlighederne.

I alt skal uddeles 15 priser, hvoraf seks afgøres ved en afstemning på TV2 Sportens hjemmeside. Det gælder bl.a. kåringen af årets angriber (Frans Nielsen, Mikkel Bødker eller Lars Eller) og årets træner (Dan Ceman, Todd Bjorkstrand eller Heinz Ehlers).

De to finalister i Metal Ligaen, Ceman og Bjorkstrand, er således oppe mod dansk ishockeys største internationale trænernavn, Heinz Ehlers, som fejrer stor succes med Lausanne i den schweiziske liga, NLA.

En jury står bag udvælgelsen af de øvrige, bl.a. årets spiller i Metal Ligaen, årets talent, årets kvindelige spiller og årets dommer (BTs Gyldne Fløjte).