Herlev Eagles tog en imponerende udesejr, da Aalborg Pirates blev besejret i overtiden.

Aalborg. Bundholdet Herlev Eagles tog onsdag aften turen til Aalborg for at møde Metal Ligaens tophold, Aalborg Pirates.

Det var et uimponeret bundhold, der endte med at snuppe en overraskende sejr, da Herlev i overtiden vandt opgøret 4-3.

Da det ikke gik bedre for Odense Bulldogs, der ude tabte 2-3 til Rungsted Seier Capital, så øgede Aalborg alligevel i toppen.

Hjemmeholdet fører efter nederlaget med 30 point efter 12 kampe, mens Odense efter 14 kampe forbliver på 23 point på andenpladsen.

Herlev Eagles ligger i bunden med blot fem point, men gæsterne mødte op i Aalborg uden den store respekt.

Efter 12 minutter var Herlev således foran 2-0 efter scoringer af Brett Sonne og Emil Birk Christensen.

I anden periode fik Aalborg udlignet ved Martin Højbjerg og Mikkel Højbjerg, men Herlev var ikke færdige.

Tredje periode var næsten syv minutter gammel, da Jordan Knackstedt bragte gæsterne foran 3-2, men Peter Quenneville fik udlignet for Aalborg 12 minutter før tid.

Stillingen holdt kampen ud, og så måtte der overtid til, og her afgjorde Thomas Søndergaard kampen med sin scoring til 4-3 til Herlev.

Frederikshavn White Hawks gav hjemme Rødovre Mighty Bulls en lektion med en storsejr på 6-0.

Det betød, at Frederikshavn nåede op på 22 point på tredjepladsen i ligaen.