Som spillere og trænere kan Per Holten Møller og Frits Nielsens betydning for dansk ishockey ikke overvurderes, og de optages nu i Danmarks Ishockey Unions Hall of Fame.

Per Holten Møller hædres på isen fredag 16. oktober, når Rungsted Ishockey møder Rødovre Mighty Bulls i Saxo Bank Arena, og to dage senere optages Frits Nielsen i Hall of Fame i forbindelse med kampen mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates i Kvik Hockey Arena.

De to kampe sendes på TV2 Sport, som sætter fokus på to personligheder, der siden 70erne har sat et markant fingeraftryk på dansk ishockey med exceptionelle præstationer både på og uden for isen.

Per Holten Møller, 63, debuterede for Rungsted i sæsonen 1967/68 og er i dag cheftræner i barndomsklubben.

Den bundsolide back spillede 159 landskampe og 11 VM-turneringer i perioden 1970-85 og toppede landskampstatistikken, da han stoppede på landsholdet og blev træner i HIK. I perioden 1989-94 var han landstræner.

Per Holten Møller blev kåret som årets spiller i Danmark i 1977, og dynastiet Holten Møller har vundet DM-guld i tre generationer. Per Holten Møller ble v dansk mester som cheftræner i Rungsted i 2002, hans far, Otto, vandt guld med Rungsted i 1963, og hans ældste søn, Joachim, vandt to gange guld med sin tidligere klub, Sønderjyske.

Frits Nielsen, 62, var en af 70ernes og 80ernes bedste danske forwards, lynende hurtig og målfarlig, og blev dansk mester for både Herning og AaB.

Tre sæsoner blev han ligaens topscorer, og to gange blev han kåret som årets spiller. Som AaB-spiller i 1976 og Herning-spiller i 1985.

Efter sin aktive karriere, som også talte 82 landskampe og syv VM-turneringer, var han fem gange manden bag Herning Blue Fox' DM-guld som cheftræner.

Det skal også nævnes, at han er far til Danmarks første NHL-spiller, Frans Nielsen, og landsholdsmålmanden Simon Nielsen. Og at det var Frits Nielsen, der hentede Todd Bjorkstrand til Danmark.

De første, der blev optaget i Hall of Fame, er Jesper Duus i 2012 og Heinz Ehlers, Jens Nielsen og nu afdøde Jørgen Hviid i 2014.

I Rungsted Ishockey lægger man ikke skjul på stoltheden over, at en spiller, der har lagt en stor del af sit liv i klubben, indtræder i DIUs æresgalleri.

»En fortjent anerkendelse af en person, som har betydet ufatteligt meget for dansk ishockey og stadig har stor betydning,« siger direktør Thomas Friberg.

Medlemmerne af Hall of Fame udpeges af en jury, nedsat af Danmarks Ishockey Union.