To danske spillere er udtaget til den prestigefulde All Star-turnering i AHL, som næst efter NHL er den stærkeste klubturnering i USA.

AHL er opdelt i fire ligeværdige divisioner, og hver af de fire divisioner udtager et All Star-hold til turneringen, som afvikles sidst i januar måned.

For Atlantic Division er den 23-årige danske forward, Nicklas Jensen, udtaget. Han spiller til dagligt for Hartford Wolf Pack, og han er den eneste fra sin klub, der er udtaget til turneringen.

Foruden Hartford Wolf Pack har Nicklas Jensen i denne sæson spillet seks kampe for NHL-klubben New York Rangers.

Nicklas Jensen spillede i Danmark for Herning Blue Fox, og det samme gjorde Oliver Bjorkstrand.

Den 21-årige forward er søn af en af de bedste hockeyspillere, der nogensinde har optrådt i den danske liga, Todd Bjorkstrand, Det er Central Division, som har udtaget Oliver Bjorkstrand til All Star-turneringen.

Til dagligt optræder den Oliver Bjorkstrand for Cleveland Monsters. Det samme gør Ryan Craig, som er anfører for Central Divisions hold. Oliver Bjorkstrand har i denne sæson foruden AHL-klubben i Cleveland spillet fem kampe for Columbus Blue Jackets i NHL.

De to andre hold i All Star-turneringen er Pacific Division og North Division. Der skal spilles alle-mod-alle i All Star-turneringen.