Det kan godt ske, at Esbjerg Energy ligger over Herning Blue Fox i tabellen (dog for et par kampe mere), men det spiller ingen rolle i de indbyrdes jyske traditionsopgør.

For tredje gang i denne sæson vandt Herning Blue Fox, og scoren i de snu ræves favør er så svimlende som 15-3.

Kun syv gange i de seneste 21 ligaopgør mellem rivalerne i Granly Hockey Arena har vestjyderne vundet. Og den nedslående statistik var måske medvirkende til, at kampen tirsdag kun trak lige omkring tusind tilskuere.

I sit comeback efter to måneder med hjernerystelse bragte svenske Victor Öhman Herning på 1-0, og efter Lasse Bangs kvittering i starten af anden periode kom Blue Fox på 2-1 ved en anden svensker Victor Backman.

Og for at det ikke skal være løgn, var det også en import fra Sverige, Henrik Eriksson, der gjorde det til 3-1 i tomt mål 14 sekunder før tid. Hans 18. scoring.

De to hold mødes igen på fredag i Kvik Hockey Arena i Herning.

Samme aften giver topholdet, Sønderjyske, debut til backen Alexander Ribbentrand, når de danske mestre får besøg af Odense Bulldogs. Den ny mand kommer fra - tja, Sverige.

Metal Ligaen

Esbjerg Energy-Herning Blue Fox 1-3 (0-1, 1-1, 0-1)