Ishockey-holdet Skellefteå, som har været i seks svenske finaler i træk, har meldt ud, at topscorer Oscar Möller ikke er tilgængelig for holdet.

Svenske Oscar Möller fra Skellefteå trækker sig fra holdet i en periode for at være sammen med familien. Hans kone, Charlotte, er nemlig blevet ramt af en alvorlig sygdom.

Det skriver klubben på hjemmesiden.

27-årige Oscar Möller blev kåret til månedens spiller i den svenske hockeyliga, SHL i december måned, og er altså et stort aktiv for holdet, men nu er han ude på ubestemt tid.

»Det er naturligvis meget trist. Visse ting er man ikke herre over, men må komme igennem, selvom det er hårdt. Det er sådan livet er - nogle gange er det hårdt, og så skal man nyde det, når det går godt,« siger Oscar Möller ifølge ishockey-bloggen Norran.se.

Han har ikke meget andet at sige, men han understreger, at de forsøger at være positive og se fremad i den svære tid.

»Oscar Möller kommer ikke til at være med holdet den nærmeste tid. Hans kone er berørt af sygdom. Under udredningen og behandlingen vil Oscar være sammen med sin familie,« står der på klubbens hjemmeside.

På Twitter sender flere hilsner og virtuelle kram til familien i den svære tid:

Klubben beder medierne og offentligheden om at give familien plads.