En scanning tirsdag formiddag får stor betydning for Herning Blue Fox' landsholdsmålmand George Sørensens nærmeste fremtid.

Efter en undersøgelse mandag hos Blue Fox' og landsholdets læge, Per Albæk, sagde det 19-årige stortalent til BT:

"Formentlig er der tale om et forstrakt ledbånd i venstre knæ, men først efter scanningen ved man, hvor alvorligt det er."

George Sørensen vil vente til efter tirsdagens resultat med at kontakte landstræner Janne Karlsson.

Herning-målmanden er sammen med kollegerne Patrick Galbraith, Karlskrona, og Sebastian Dahm, Rødovre Mighty Bulls, udtaget til fire nationers-turneringen Metal Challenge mod Frankrig (torsdag 5. februar i Gentofte), Hviderusland (fredag 6. februar i Herlev) og Norge (lørdag 7. februar i Rødovre).

George Sørensen debuterede på A-landsholdet i november i 4-0 sejren i Stavanger mod Frankrig og blev den tredje dansker, der debuterede på landsholdet med en shutout. De første to var John Hansen og Sonny Neumann.

Senere fulgte han op med en forrygende U20-turnering i VM i Toronto med en håndfuld kampe, der har gjort ham til et varmt emne til sommerens NHL-draft.

George Sørensen blev skadet to minutter inde i overtiden mod Unibet Stars Gentofte i søndags. En kamp, bundholdet fra Gentofte overraskende vandt 4-3.

Unibet Stars' svenske back Niclas Edman blev skubbet ind i målfeltet og ramte George Sørensens venstre knæ. Et hændeligt uheld.

I starten af sæsonen brækkede Herning-målmanden en finger, men har ellers været forskånet for uheld.