Discountholdet Rødovre Mighty Bulls var de klogeste i dramaet mod Esbjerg

Når man kun har halvanden million kroner at gøre godt med til spillere og trænere for en hel sæson, sætter det naturlige begrænsninger.

Derfor er discountholdet Rødovre Mighty Bulls' placering i de nedre regioner ikke overraskende.

Men er midlerne få på den københavnske vestegn, hvor det er en kunst at hive selv mindre sponsorater hjem, får tyrene mere ud af pengene end nogen af de otte andre hold i ligaen.

Det blev understreget i 5-4 sejren efter straffeslag over favoritterne fra Esbjerg Energy.

Selv om vestjyderne med et mindst tre gange så stort budget og seks nordamerikanere og en lettisk keeper førte både 3-1 og 4-2, svarede fighterne fra Mighty Bulls igen og vandt fortjent.

Anders Schultz, 21, blev matchvinder på straffeslag ved iskoldt og smart at sætte pucken mellem benene på Ervins Mustukovs.

Den lynhurtige og teknisk begavede forward havde i starten af anden periode kvitteret til 1-1 og var sammen med holdkammeraterne Jannik Karvinen og Michael T. Christensen hjemmeholdets mest markante spillere.

- Et forrygende comeback og en fed fornemmelse. Vi troede hele tiden på det og viste klasse i powerplay, som tidligere har været en svaghed, siger Anders Schultz.

- Tre mål i overtal taler for sig selv. Det gav pote, at vi har arbejdet hårdt under træning med at skyde mere i powerplay.

Esbjergs superkæde med Colin Vock, Tyler Mosienko og Kirill Starkov så længe ud til at blive afgørende, og da Colin Vock gjorde det til 4-2 midt i tredje periode, lignede det en vestjysk sejr.

Men manglende disciplin og et mindre hav af udvisninger smadrede den vestjyske rytme.

En crosschecking i ansigtet på Martin Nielsen sendte små seks minutter før tid den 18-årige Esbjerg-back Andreas Pedersen i bad med matchstraf og udsigt til mindst én spilledags karantæne.

Minuttet efter kvitterede Mike Daugulis, da han styrede et skud fra Martin Nielsen (med plaster på hagen) i nettet til 4-4.

Var Esbjerg-coach Marc Pedersen meget utilfreds med dommerne over ni udvisninger i træk, tog landsholdswingen Kirill Starkov det mere roligt.

- Det er vores egen skyld, vi taber dén kamp. 90 procent af udvisningerne var i orden. Det er for dårligt, at vi tager fem af dem i offensiv zone, siger han.

Ishockeyligaen
Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy 5-4 (0-1, 2-2, 2-1, 0-0, 1-0)