Storspil af Lars Eller i NHL

Var med i alle tre mål, da topholdet Montreal Canadiens slog New York Rangers 3-0.

Lars Eller spillede en af sæsonens bedste kampe, da topholdet i Eastern Conference, Montreal Canadiens, natten til søndag dansk tid i Bell Centre slog New York Rangers 3-0.

Alle tre mål scoret i anden periode af superkæden med Lars Eller, veteranen Erik Cole og den 19-årige rookie-sensation Alex Galchenyak, der sidste år blev draftet i første runde som nr. 3 overall.

Lars Eller scorede til 3-0 i powerplay, men var også involveret i Coles og Galchenyaks mål, og trioen fik stor ros af cheftræner Michel Therrien.

- Det var den kæde, der producerede mest, siger en glad Michel Therrien.

Det var første gang, han spillede med de tre i samme kæde, og det var en stor succes.

- Det gik godt. Vi skaber plads for hinanden på isen. Jeg nyder at spille sammen med dem, kvitterer Lars Eller.

Den 23-årige danske forward har lavet fire point i de sidste fire kampe og står efter 16 kampe noteret for ni point (to mål og syv assist) for topholdet Montreal.

New York Islanders med Frans Nielsen slog Buffalo Sabres 4-0, og Dallas Stars med Philip Larsen besejrede San Jose Sharks 3-1.

Philip Larsen udgik sidst i tredje periode efter at have slået hovedet i banden i en tackling. Om det betyder en pause er endnu uvist.

Mikkel Bødker og Phoenix Coyotes tabte efter straffeslag til Edmonton Oilers 2-3. Danskeren havde en assist til 2-0 målet i powerplay i anden periode og brændte i straffeslag.

Peter Regin var ikke med i Ottawa Senators 3-2 sejr over Toronto Maple Leafs. Colin Greening, tdl. Aalborg Pirates, blev matchvinder 24 sekunder før tid og havde desuden to assist.

Læs også: