- Jeg er mere stolt, end jeg er skuffet. Selv om vi kommer foran med tre mål og taber på straffeslag, er der meget at være stolt over.

Ordene kommer fra Sønderjyskes cheftræner, Dan Ceman, i minutterne efter det hæsblæsende drama i premieren på Champions Hockey League torsdag aften.

- Vi kommer aggressivt ud og forechecker hårdt mod et hold, som på papiret er bedre end os. Spillerne gav alt og er nede lige nu. Det tager nok hårdere på dem end på mig.

Dan Ceman gav hele holdet stor ros, men trak dog to spillere frem, Mads Lund og den amerikanske målmand, Jeff Frazee.

- Jeff var outstanding. Han viser, han er en klassemålmand, siger Dan Ceman.

Jeff Frazee er en værdig afløser for Alfie Michaud og kan blive en af Metal Ligaens store profiler.

Patrick Asselin scorede to mål i powerplay og var tæt på det tredje, da han i fri position bliver grebet ud af den finske målmand, Ville Husso.

- Vi spillede det bedste, vi kunne. Jeg tror, vi overraskede mange, siger han.

Thomas Spelling stod tilbage med blandede følelser. Så tæt på. Helt nøjagtig kun 58 sekunder fra en 4-3 sejr.

- Når vi er færdige med at ærgre os, så er der mange ting, vi kan tage med herfra. Ikke mindst farten og det defensive spil. Jeg tror, vi overraskede finnerne med vores speed. Og vi havde lige så mange chancer som dem, siger han.

Kampen var det første dansk/finske klubopgør i Europa. Og hvem havde troet, at de undertippede danske mestre skulle starte Champions Hockey League med et point.