Sønderjyske vandt 3-1 hjemme over Gentofte og fører nu Metal Ligaen med et point mere end Frederikshavn.

Haderslev: Efter et par skuffende kampe i træk kom Sønderjyske tilbage på vindersporet med en 3-1-sejr på hjemmebane over Gentofte Stars.

Med sejren overhaler Sønderjyske rivalerne fra Frederikshavn og topper nu Metal Ligaen med 47 point efter 21 kampe. Frederikshavn har 46 point på andenpladsen.

I tirsdagens kamp bragte favoritterne fra Sønderjyske sig planmæssigt foran med 1-0 ved Scott Campbell allerede efter syv minutter i første periode.

Henrik Nielsen fordoblede Sønderjyskes føring kort inde i anden periode, inden Gentoftes Artem Iossafov reducerede til 1-2 og skabte stor spænding om resultatet.

Men i tredje periode lukkede sønderjydernes Michael Eskesen kampen med målet til 3-1 fem minutter før tid.

Gentofte forsøgte at satse ved at tage en ekstra markspiller på isen i stedet for målmanden Teemu Seppänen, men der blev ikke scoret mere i opgøret.

Der blev spillet yderligere to kampe i Metal Ligaen tirsdag aften. Herlev Eagles vandt 4-1 hjemme over Rungsted Ishockey. I den kamp scorede Alexander B. Jensen tre mål for Herlev.

I tirsdagens mest jævnbyrdige og dramatiske opgør vandt Herning Blue Fox med 2-1 ude over Rødovre Mighty Bulls efter overtid og straffeslag.

Hernings store helt blev Tomas Sinisalo, som både udlignede til 1-1 tre minutter før tid og scorede det afgørende mål på straffe.

/ritzau/