Det holdt hårdt, men Sønderjyske slog Esbjerg Energy, og mesterholdet ligger stadig næstsidst i ligaen.

Haderslev. De har muligvis is i maven hos Esbjerg Energy, men øjebliksbilledet ligner et rundtosset mesterhold i krise.

Tirsdag aften tabte Esbjerg igen i Metal Ligaen, da Sønderjyske hjemme vandt et tæt opgør 4-3, og hvis Esbjergs fans vender tabellen på hovedet i øjeblikket, så forstår man det godt.

Esbjerg ligger næstsidst i ligaen efter 12 kampe med lige så mange point, og nederlaget til Sønderjyske var tredje nederlag i træk.

Sønderjyske spillede sig med sejren op på 17 point på sjettepladsen.

Der blev lagt ud med lyn og torden i aftenens ishockeybrag, og efter lidt over to minutters spil bragte mestrene sig foran. Et fremragende indspil fra Kodie Curran sendte pucken ind til Jared Knight, som scorede.

Der var dog ikke engang spillet yderligere et minut, før Sønderjyske udlignede til 1-1 ved Anders Førster.

Rasmus Nielsen sørgede for føring til Sønderjyske med sin scoring efter 14 minutter. Han modtog pucken fra Mads O. Lund på et tidspunkt, hvor Sønderjyske var i powerplay, og Rasmus Nielsen scorede sikkert.

Efter 18 minutter blev det 3-1, da Danny Hobbs sendte pucken mellem benene på Esbjerg-keeper Nicolaj Henriksen.

Dermed var 0-1 vendt til en 3-1-føring for hjemmeholdet.

Kort inde i anden periode reducerede Phillip Bruggisser for Esbjerg, men med lidt over seks minutter igen af perioden trak Danny Hobbs pucken op i nettaget bag Nicolaj Henriksen i Esbjerg-målet til 4-2-føring.

Bruggisser reducerede med under otte minutter igen af opgøret, men tættere på kom Esbjerg ikke.

Tidligere tirsdag tog Gentofte Stars imod Herning Blue Fox, og det blev en hjemmesejr til Gentofte på 2-1.

Dermed nåede Gentofte op på 21 point på tredjepladsen i ligaen, hvor Herning med 16 point er nummer syv.

/ritzau/