Sønderjyske var torsdag aften igen i aktion i Champions Hockey League. Endnu engang hed modstanderen Red Bull Salzburg, men denne gang var de danske mestre på udebane, og der var kommet helt andre boller på suppen hos det østrigske hold, end i første opgør som Sønderjyske overraskende vandt 4-1.

Der var knap spillet tre minutter, da Ben Walter bragte Red Bull Salzburg foran 1-0 i powerplay, og selvom Mads Lund fik udlignet for Sønderjyske efter 14 minutter, skulle man have meget optimistiske danskerbriller på for at tro på endnu et dansk sensationsresultat.

Målmand Joni Myllykoski havde en svær aften på isen, og der manglede kampen igennem nogle af de klasseredninger, den finske keeper diskede op med i de to holds første møde. Og dermed endte det med lidt af en øretæve til de danske mestre.

Red Bull Salzburg opbyggede stille og roligt et uopnåeligt forspirng. Halvvejs i kampen lød den østrigske føring på 4-1, og da slutfløjtet lød, stod det 7-2 til Red Bull. Morten Skov fik pyntet på det sønderjyske nederlag i tredje periode, men aftenens helt store spiller var Salzburgs Benn Ferriero, der scorede fire gange.

Dermed byttede Sønderjyske og Red Bull Salzburg plads i gruppe C, så det lige nu er Salzburg og gruppens tredje hold, HV71 Jönköping, der ligger til at gå videre til slutspillet. Det svenske hold er Sønderjyskes næste modstander, og det er allerede lørdag eftermiddag, at Sønderjyske skal i vælten igen - på udebane mod Jönköping.