Grundspillet i Metal Ligaen nærmer sig sin afslutning. Hvilken klub har overrasket mest – og hvilken har floppet?

Ishockeyfolkets juleaften venter lige om faceoff-cirklen, og der er naturligvis tale om det altid intense og seværdige slutspil i den bedste danske ishockeyrække. Men inden slutspilspakken kan åbnes, giver TV 2's ishockeykommentator, Jimmy Bøjgaard, sit bud på grundspillets top og flop.

Jimmy Bøjgaard er ikke i tvivl, når han skal pege på det hold, der har imponeret ham mest i sæsonen. Et hold, der kommer fra den københavnske vestegn.

»Rødovre har imponeret mig mest i grundspillet. Jeg er imponeret over, at de i store dele af sæsonen har ligget i top 4. Alle taler altid om udlændinge, og så er det flot, at man i Rødovre har vist, at der er en vej med danskere. Jesper Duus har gjort et stort stykke arbejde med holdet. Holdet arbejder benhårdt og lykkes med et få lidt af den berømte arbejdskultur frem,« siger Jimmy Bøjgaard til BT.

»Man må tage hatten af for, at Rødovre for eksempel tager til Aalborg og SønderjyskE og vinder. Holdet kunne potentielt have været en del af bundkampen, men de overpræsterer altid.«

Det hold, der har skuffet mest, skal også findes på Sjælland. Og der er faktisk tale om to mandskaber.

»Herlev har skuffet mest – også selv om man ikke havde store forventninger til dem. Holdet har ikke engang fået ét point i snit. De er omkring 12 point under, hvad der normalt ville være acceptabelt,« forklarer Jimmy Bøjgaard.

»Men jeg er også skuffet over Rungsted. Deres præstation har været for tyndbenet. De har dybest set været nummer syv hele tiden, og det er for lidt. Jeg havde dem som bejlere til femte- eller sjettepladsen, og jeg forventede, at de ville kunne spille op med Odense, Rødovre og måske Herning.«

Odense Bulldogs og Frederikshavn White Hawks i kamp i årets Metal Cup-finale.
Odense Bulldogs og Frederikshavn White Hawks i kamp i årets Metal Cup-finale.
Vis mere

Aalborg Pirates råder over en 22-årig spiller, der har taget ligaen med storm. Nicolai Meyer har slået igennem og produceret imponerende 64 point i 41 kampe - 28 mål og 36 assister. Dét er en præstation, der kalder på respekt, og Nicolai Meyer er også sæsonens overraskelse i Jimmy Bøjgaards optik.

»Det er fantastisk, hvordan han bare høvler point ind på kontoen. Det er en virkelig, virkelig flot præstation offensivt,« siger han og roser desuden Frederikshavns svenskerkæde og nogle af udlændingene hos Esbjerg og Odense – især de offensive af slagsen hos fynboerne.

»Odense har været håbløse defensivt, men offensivt har de virkelig nogle gode spillere. De har købt offensivt ind, og det har givet pote.«

Grundspillet består af 45 kampe, og alle klubber mangler kun omkring fire-fem kampe, før slutspiller begynder. Otte ud af 10 hold deltager i slutspillet, og der er fortsat indædt krig om den sidste plads. Læs mere herunder.

KRIGEN OM SIDSTE SLUTSPILS-PLADS:
Otte ud af 10 hold går i Metal Ligaens slutspil. De syv er fundet, mens Aalborg Pirates og Gentofte Stars kæmper om den sidste plads.

»Jeg føler, at Gentofte er en lille smule stærkere, for Aalborg går nogen gange går ned med et brag. Men holdene har en indbyrdes kamp i Gentofte på tirsdag, og det er formentlig den kamp, der afgør det hele. Det bliver en meget spændende kamp. Men begge hold har perioder vist gode takter,« forklarer Jimmy Bøjgaard.

Top 4 i grundspillet får hjemmebanefordel i slutspillet. Holdene i top 3 er fundet, mens Herning, Odense og Rødovre kæmper om den sidste plads i top 4.

»Jeg tror, at Herning vinder den kamp. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke de holder fjerdepladsen, for så skal de have en sammensmeltning over flere kampe. Herning har så gode spillere, at der kommer en reaktion på nederlaget forleden (tabte 1-5 hjemme til Odense i mandags, red.). Odense har ikke vist stabilitet endnu, selv om de har spillet godt i de sidste kampe. Rødovre er ikke uden chancer, men med den nedtur, de har haft, så har de smidt chancen for top 4,« siger Jimmy Bøjgaard.