Både Nikolaj Ehlers og Frans Nielsen lavede en assist, da deres NHL-klubber vendte truende nederlag til sejre.

Der var dramatik for alle pengene, da Winnipeg Jets og Nikolaj Ehlers præsterede et mindeværdigt comeback i NHL-kampen mod Toronto Maple Leafs og målmand Frederik Andersen.

Ehlers og Jets var bagud med hele 0-4 i midten af anden periode, og det lignede en afgørelse på kampen, men hjemmeholdet vendte på forbløffende vis det truende nederlag til 5-4-sejr.

Det sidste af de fem Winnipeg-mål i træk blev sat ind i overtiden.

Inden da stod Ehlers for assisten til den vigtige 4-4-udligning, blot et minut før den ordinære spilletid udløb.

Danskeren fandt med en smart tværpasning Winnipeg-holdkammeraten Patrik Laine, der kunne afslutte fra en bedre vinkel.

Samme Laine scorede også målet i overtiden, da han fik en friløber og sendte pucken forbi Andersen. Laine lavede tre mål i alt og var en af kampens bedste spillere.

Frederik Andersen leverede 29 redninger, men den danske landsholdsmålmand kunne ikke forhindre Toronto-nederlaget.

Endnu en dansker fik en hovedrolle i NHL, da Frans Nielsen var med til at skaffe Detroit Red Wings en 2-1-sejr over New York Rangers.

Frans Nielsen skød på mål seks minutter inde i anden periode, og skuddet blev verfet det sidste stykke over stregen af Thomas Vanek, der udlignede til 1-1.

Drew Miller blev matchvinder for Detroit med målet til 2-1 i tredje periode.

Sejren blev i høj grad sikret via Detroit-keeper Jimmy Howards 32 redninger, heraf syv af dem på Rangers-friløbere.

/ritzau/