Sergej Cubars klar til sin ligakamp nr. 500 i sin 16. sæson på dansk is

Sergej Cubars er tidligere VM-forward fra Riga og spiller tirsdag aften sin ligakamp nr. 500 i Danmark, når Copenhagen Hockey får besøg af Rødovre Mighty Bulls.

I 2009 fik den lettiske allrounder dansk statsborgerskab og kort efter chancen for at repræsentere Danmark i en turnering i Hviderusland.

- Der kom et afbud få timer inden afrejsen. Jeg kunne ikke overskue at rejse så hurtigt på grund af arbejde og ærgrer mig i dag. Det havde været sjovt at spille for to lande, siger han.

Sergej Cubars blev hentet til Hvidovre fra Sverige i 1997 af daværende cheftræner Olaf Eller på anbefaling af landsmændene Leonid Tambivejs og Andrej Ignatovics, Hvidovres to stjerner.

Nu spiller han i den danske liga på 16. sæson. Ikke altid i Hvidovre (Copenhagen), men med afstikkere til Gladsaxe, Herlev og Rungsted.

Få importerede spillere har haft så lang en karriere på dansk is.

- Jeg har været heldig at komme til Danmark, siger Sergej Cubars og sender en kærlig tanke til sin kone, Heidi, som han brændte varm på, da hun var livredder i svømmehallen i Frihedens Idrætscenter.

For Sergej Cubars og Copenhagen Hockey har det været en tung sæson med nederlag i de sidste 13 kampe.

- Vi er i en vanskelig situation, men kæmper videre. Vi går efter point mod Rødovre, siger han. Sergej Cubars kan spille alle pladser i marken. Om han bliver placeret som back, wing eller på sin favoritposition som center, leverer han varen.

- Jeg ville helst bruge ham som center, men på grund af manglen på backs spiller han i forsvaret i øjeblikket. Sergej er en loyal, hårdtarbejdende spiller, siger cheftræner Per Holten Møller.