Tobias Ladehoff blev matchvinder for Aalborg Pirates, da han scorede to gange mod Sønderjyske.

Aalborg Pirates udbyggede tirsdag aften føringen i Metal Ligaen i ishockey.

Den nordjyske klub vandt efter en sen scoring 2-1 hjemme over Sønderjyske.

19-årige Tobias Ladehoff blev matchvinder, da han scorede begge Aalborg Pirates' mål, det sidste 38 sekunder før udløbet af tredje og sidste periode.

Han bragte også hjemmeholdet foran 1-0 i første periode, men Sønderjyske fik udlignet nogle minutter senere.

Der blev ikke scoret i anden periode, og det så længe også ud til, at tredje periode ville blive målløs, inden Tobias Ladehoff slog til med sin anden scoring.

Aalborg Pirates topper Metal Ligaen med 74 point for 35 kampe.

Odense Bulldogs er nummer to med 65 point for 33 kampe.

Frederikshavn White Hawks vandt hjemme 3-1 over Gentofte og indtager tredjepladsen med 64 point for 34 kampe.

Sønderjyske er nummer fem med 55 point for samme antal kampe.

I tirsdagens øvrige kampe vandt Herning Blue Fox hele 10-2 ude over Herlev Eagles, mens Rødovre Mighty Bulls efter straffeslag tabte 3-4 hjemme til Rungsted Seier Capitals.

/ritzau/