Sebastian Dahm afløser - som forudsagt i BT - Patrick Galbraith i målet i kampen mod Finland søndag kl. 20.15 i CEZ Arena i Ostrava.

Det ligger i luften, at Patrick Galbraith efter storspillet mod Slovakiet, hvor han havde 39 redninger, er tilbage i nøglekampen mod Hviderusland tirsdag.

I sine tre tidligere VM-turneringer har Sebastian Dahm kun været på isen i én kamp. Det var også mod Finland. I 2009 i Schweiz.

Morten Poulsen fik et skud på hånden i kampen mod Slovakiet. En pegefinger måtte syes, og han står ude mod finnerne.

Kim Staal er blevet registreret og gør sin entré i sin 18. VM-turnering i fjerdekæden med Anders Poulsen og Kirill Starkov.

Mathias Bau Hansen rykker ind i kæden med Morten Green og Thomas Spelling.

Selv om NHL-målmanden Pekka Rinne spillede dårligt i 1-5 kampen mod USA og måtte tage et par af målene på sin kappe, har stjernen fra Nashville Predators fået genvalg til kampen mod Danmark.