Mandag ville 25-årige Mikkel Bødker have sin NHL-fremtid afgjort i en såkaldt »arbitration« (voldgiftsret, red.), som skulle mægle mellem Bødker og hans klub Arizona Coyotes. Men nu er parterne blevet enige om en ét-årig forlængelse, før det endte i retten.

Og det var helt efter planen for Bødker, der havde kontraktudløb med Coyotes. Ifølge NHL-reglerne kan Bødker først forhandle frit med andre klubber næste år, og derfor skulle de to parter komme til enighed under alle omstændigheder.

Spillerne har i visse tilfælde mulighed for at få det afgjort ved en voldgiftsret, men det er sjældent, det kommer så langt. Og det gjorde det altså heller ikke i Bødkers tilfælde.



Han har nu fået en ét-årig kontrakt med Coyotes til en samlet værdi af knap 28 millioner danske kroner.

»Vi er meget tilfredse med at sikre os Mikkel. Han er en vigtig spiller for os, og vi ser frem til at have ham på holdet næste sæson,« siger General Manager hos Arizona Coyotes, Don Maloney.

Bødker havde kontraktudløb på en to-årig aftale til en samlet værdi på næsten 38 millioner kroner, så med kontraktforlængelsen tjener danskeren nu endnu mere for én enkelt sæson, end han tidligere gjorde.

Den danske landsholdsspiller sprængte sin milt tilbage i januar måned under en kamp, men han formåede alligevel at score 14 mål og lave 28 point i 45 kampe i NHL.