- Røvgodt, Zorko, lød det fra de grinende holdkammerater.

Bemærkningen gjaldt Rødovre Mighty Bulls' Nikolaj Zorkos noget utraditionelle mål fire et halvt minut før tid i tirsdagens kamp mod Rungsted. Den 20-årige forward scorede med den nederste del af ryggen og blev matchvinder.

- Sådan har jeg aldrig scoret før. Jannik Karvinens blueline-skud rammer mig lige i røven og går ind. Vi var heldige, men held er også noget, man arbejder for, siger Nikolaj Zorko.

- Rungsted rystede os med to lynhurtige mål i starten af tredje periode, hvor de hentede vores 2-0 føring, men vi blev ved at arbejde, siger Nikolaj Zorko.

Rødovre-coach Jesper Duus har fået en god start med to sejre i de første tre kampe.

- En ungt, sindssygt entusiastisk hold med stor vilje, lyder hans karakteristik af de sjællandske ungtyre.

For syvende udekamp i træk blev Rungsted slået i ordinær spilletid og tangerede dermed en negativ klubrekord fra 1993.

Det så ellers lyst ud, da nordsjællænderne med to mål inden for de første 73 sekunder af tredje periode hentede Mighty Bulls' 2-0 føring og nærmest lammede rivalerne.

Få sekunder før tid havde Anders Feddersen en gigantisk chance til 3-3 kvittering, men skød fordi fra tæt hold.

Rungsteds cheftræner Per Holten Møller var hård i sin kritik af spillerne.

- Vi vinder ingen nærkampe og taber på en styring foran mål. Hvis vi ikke tager de knald ude ved banden, så koster det, siger han.

Igen brillerede ligaens yngste spiller, 15-årige Jonas Røndbjerg, som for anden kamp i træk kom på scoringslisten.

Kampen blev forsinket, da den ene linjedommer, Niclas Lundsgaard, blev ramt over højre pegefinger af en stav og brækkede fingeren efter blot tre minutter, men efter behandling i boksen spillede han kampen færdig.

I 15 år ventede ligaen på Unibet Stars Gentoftes comeback, men de var værd at vente på. Hvem havde troet, at det undertippede Gentofte-hold ville toppe Metal Ligaen efter tre runder sammen med Herning Blue Fox.

Stor ros til Karsten Arvidsens fightere, som slog Odense Bulldogs 4-2 og havde fortjent mere end de godt 300 tilskuere i Gentofte Skøjtehal.

Metal Ligaen

Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Ishockey 3-2 (0-0, 2-0, 1-2)