Ingen vil fremover sætte sig i Søren Stockfischs faste stol ved siden af den administrerende direktør, Klaus B. Rasmussen, i SE Arena i Vojens.

Når de danske ishockeymestre fra Sønderjyske åbner Metal Ligaen fredag 18. september mod Herlev Eagles, står den gabende tom.

Sådan mindes Sønderjyske sin elskede og højt respekterede sportschef, som døde af kræft i sidste måned. Han blev 51 år.

»Sørens plads er låst. Han er et menneske, vi aldrig vil glemme. Hans betydning for dén klub, hans hjerte bankede for, kan ikke overvurderes,« siger Klaus B. Rasmussen til BT.

»Men på mange andre måder vil vi mindes Søren. Supporterne har planer, og vi hænger et billede op af ham ved spillernes omklædningsrum.«

Til Metal Liga-premieren mod Herlev Eagles inviterer Sønderjyske til gratis adgang for at mindes en af de bedste ledere i dansk ishockey.

BT har haft tæt kontakt med Søren Stockfisch, siden han overtog den sportslige ledelse af Sønderjyske i 2004. Få personer har sat et så markant fingeraftryk på en klub. Under hans ledelse vandt de seks danske mesterskaber.

Sønderjyske chokerede med en 4-1 sejr i premieren på Champions Hockey League over østrigske Red Bull Salzburg og møder torsdag svenske HV 71 i SE Arena.