»Vi er playoffs største underdogs, men det kan også have sine fordele,« siger cheftræner Per Holten Møller efter 3-1 sejren i Herning over grundseriens vinder.

»Jeg har sagt til spillerne, at nu skal de bare glæde sig over sejren, men ellers tage det stille og roligt. Det her er bare den første kamp, og vi kender Herning Blue Fox. Det er et hold med stor playoff-rutine.«

Undertippede Rungsted afgjorde kampen med to mål i anden periode, signeret Adam Estoclet og Carlo Finucci.

»Det var en meget lige kamp, men vi spillede taktisk klogt, og jeg synes ikke, det var ufortjent, at vi vandt. Især er jeg meget tilfreds med spillet i anden og tredje periode.«

Herning Blue Fox' Petr Kalus scorede til 1-1 i første periode og kom også i fokus i de døende sekunder med et overfald på Adam Estoclet og fik matchstraf.

»Jeg har sjældent set noget lignende. Han både slog og sparkede. Det hører ikke hjemme på en hockeybane. Han skal have flere spilledage,« siger en vred Per Holten Møller.

Petr Kalus smed handskerne og slog Adam Estoclet ned, og mens Rungsted-spilleren lå på isen, blev han sparket i siden af Kalus' højre skøjte.

Frederikshavn White Hawks åbnede kvartfinaleserien med en solid 4-0 sejr over Aalborg Pirates, og Sønderjyske slog Rødovre Mighty Buls 5-2.

Metal Ligaen, kvartfinaler, 1. kamp

Herning Blue Fox-Rungsted Ishockey 1-3 (1-1, 0-2, 0-0)

Frederikshavn White Hawks-Aalborg Pirates 4-0 (1-0, 2-0, 1-0)

Sønderjyske-Rødovre Mighty Bulls 5-2 (2-1, 1-1, 2-0)