Spilleren med landskamprekorden, Morten Green, er tilbage i Rungsted på en treårs kontrakt.

Den 34-årige playmaker med 278 landskampe og 17 VM-turneringer sagde farvel til Rungsted som 18-årig og vender efter 16 år i Sverige og Tyskland hjem til barndomsklubben.

»Rungsted har været mit førstevalg siden marts. Jeg har haft tilbud fra udenlandske og danske klubber, men det var kun Rungsted, jeg var interesseret i. Derfor er jeg glad for, at tingene nu er faldet på plads,« siger Morten Green til BT.

Morten Green har senest spillet tre sæsoner i DEL, men har beholdt sit hus i Malmø. Det er nu sat til salg, og han flytter sammen med sin kone Malene og børenene på fem og syv år til Hørsholm.

»Børnene skal i skole, og klubben arbejder på at skaffe min kone et arbejde. Det hele er gået op i en højere enhed. Det var vigtigt for mig, at der for stabilitetens skyld var tale om en længerevarende kontrakt,« siger han.

»Jeg er imponeret over den professionelle måde, Rungsted Ishockey bliver kørt på. For to år siden havde det været umuligt for mig at flytte til Rungsted. Timingen er perfekt. Jeg glæder mig også til at skulle spille under trænerduoen Per Holten Møller og Olaf Eller.«

17 år i træk har den spilintelligente og hårdtarbejdende center været en del af VM-holdet, og lysten til at repræsentere Danmark er usvækket.

»Det vil ikke påvirke mit niveau, at jeg spiller i Metal Ligaen. Det har været et positivt VM i Tjekkiet for holdet og for mig, og jeg glæder mig til den næste landskampsæson. Jeg tager et år ad gangen,« siger Morten Green.

En af nøglepersonerne bag Morten Greens comeback i det nordsjællandske er Finn Rosenthal, leder af Rungsted Ishockeys støt voksende erhvervsgruppe.

»Morten er en ønskespiller. Vi var i kontakt med ham allerede inden jul, og jeg er glad for og stolt over, at det er lykkedes os at strikke en pakke sammen, så han kan spille for os,« siger Finn Rosenthal.

»Det er et godt signal for Rungsted og dansk ishockey, når en mangeårig profil af det format vender hjem.«