Zane Kalemba, amerikansk målmand med polske rødder, fyldte i går 29 år og blev spurgt af Rungsted-direktør Thomas Friberg, hvad han ønskede sig i fødselsdagsgave.

»Tre point og min første shutout i Danmark,« lød svaret prompte.

Og med en drømmekamp gjorde Zane Kalemba sit til, at han fik, hvad han og for den sags skyld også klubben ønskede sig.

»Det var skønt at holde sit nul, men jeg føler, jeg har haft flere større redninger end i dag,« siger fødselaren efter 3-0 sejren over Rødovre Mighty Bulls i den sjællandske klassiker.

Zane Kalembas bedsteforældre emigrerede i sin tid til USA fra Polen. Derfor det polske efternavn.

Det var familiehistorikken, der var skyld i, at hans første klub i Europa var i Polen i 2012, og efter en tur til Slovakiet er han nu havnet i Rungsted.

»Det polske forbund var interesseret i, at jeg skiftede statsborgerskab med henblik på landsholdet, men mine bedsteforældres emigration lå for langt tilbage,« siger han.

Rungsted-træner Per Holten Møller er lykkelig for sin målmand.

»Zanes måde at forberede sig på mentalt er unik. Måden han koncentrerer sig og lukker sig inde i sig selv på,« siger han.

En anden nøglespiller var den elegante amerikanske center, Adam Estoclet, som scorede en perle af et solomål til 2-0 og kom direkte fra straffeboksen og gjorde det til 3-0 i tomt mål med 19 sekunder tilbage.

Rødovre havde ellers momentum i de indbyrdes opgør med to sejre i ligaen og sejren over to kampe i pokalkvartfinalen, men tyrenes scoringsproblem skriger til himlen. I de seneste tre kampe er det kun blevet til sølle to mål trods et mindre hav af chancer.

»Det er noget mentalt. Vi mangler selvtillid, men jeg er sikker på, den kommer tilbage,« siger Jannik Karvinen.

For en skadet spiller er det hårdt at kigge på, men for Rungsteds superfarlige forward, Nikolaj Rosenthal, 23, tyder alt på, at han er tilbage hurtigere end ventet efter skulderoperationen 5. december.

»Jeg håber at være i skøjterne lige efter nytår og træne med fra slutningen af januar. Med lidt held er der comeback i februar,« siger den optimistiske fighter.

I 17 kampe var han noteret for godt ét point i snit (ni mål og ni assist), så det er en mand, det er værd at vente på.

Nikolaj Rosenthal beskadigede skulderen alvorligt i et sammenstød med banden under træning. Kravebenet brækkede to steder, og han fik indopereret en skinne og otte skruer.

En vaskeægte sensation oplevede man i Gentofte, hvor bundholdet Unibet Stars slog topholdet Odense Bulldogs 4-3. Sidst, Bulldogs var på besøg i Gentofte, blev de også besejret af ligaens nye hold.

Metal Ligaen

Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Ishockey 0-3 (0-0, 0-2, 0-1)