For første gang i et kvart århundrede vandt et rent dansk hold i den bedste danske række i ishockey.

Uden en eneste importspiller vandt Rødovre Mighty Bulls for øjnene af 2.433 tilskuere i Rødovre Skøjte Arena torsdag aften over Esbjerg Energy 5-3.

Sejren er så meget desto mere bemærkelsesværdig, da Esbjerg spillede med det maksimale antal udlændinge, nemlig otte.

Normalt har Rødovre en dansktalende svensk back, Mike Rådde, men han plejede en mindre skade, så det var et historisk hold, der henrykkede publikum.

Blandt tilskuerne var finansminister Bjarne Corydon, beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, tidligere justitsminister Morten Bødskov, ambassadørerne fra Tjekkiet og Slovakiet og landstrænerne Janne Karlsson og Tomas Jonsson.

Stemningen var nærmest euforisk i Rødovres omklædningsrum, da de danske politikere kiggede indenfor og takkede spillerne for underholdningen i den dramatiske kamp, som blev krydret af flere slagsmål.

For Rødovre Mighty Bulls' direktør, Brian Møller, var det også en special aften. Siden mandag havde han været indlagt med hjerteproblemer, men få timer inden kampen lod han sig udskrive. Hjerteproblemer eller ej. Dén kamp ville han ikke gå glip af.

Tyrenes import nr. 2, den tidligere canadiske NHL-back, Theo Peckham (160 kampe for Edmonton Oilers), blev hyldet både før og efter kampen og ventes at få debut efter Metal Challenge 5.-7. februar.

Matchvinder blev det 17-årige backtalent, Christian Mieritz, som scorede til 4-3 i næstsidste minut. I de døende sekunder satte Jannik Karvinen punktum i tomt mål.