Vidste du, at René Dif var ishockeymålmand i Frederiksberg-klubben Tre Falke?

Verdensberømmelse rakte talentet ikke til på isen, men så scorede han til gengæld berømmelse som en af frontfigurerne i Aqua med 'Barbie Girl' og masser af andre superhits.

René Dif er for en aften tilbage på ishockeyscenen i Dansk Ishockey Awards på fredag i Cirkusbygningen, hvor 15 priser skal overrækkes.

Hvilken pris, han skal overrække, afsløres på aftenen. Men det skulle ikke forbavse, hvis det er en af NHL-stjernerne, han hiver på scenen.

- Det er en stor oplevelse for mig at få lov at overrække en pris til en person, som har fået lov at leve sin drøm fuldt ud og udøve den sport, han brænder for, siger René Dif.

René Dif spillede i sin tid i Forum og mindes som drengespiller en kamp på seniorholdet.

- Jeg var inde at se kampen som tilskuer og fik pludselig chancen, da Tre Falkes målmand blev skadet. Jeg var så fokuseret på at komme ind og gøre det godt, at jeg i farten glemte at få skulderpanser og skridtbeskytter på, siger han.

René Dif parerede et slagskud fra en Gladsaxe-spiller med skulderen. Resultatet: Et kæmpe blåt mærke på hele overarmen og dele af brystet og skulderen.

Pivet har han aldrig været. Heller ikke da han i en kamp brækkede håndleddet i anden periode og spillede kampen færdig.

Interessen for hockeyen har han stadig, og han kigger med, når der er store NHL- og VM-kampe. Han så i sin tid en del kampe i Rungsted, fordi han kender Mini Monberg. Og da Danmark skulle møde Sverige i VM-kvartfinalen i 2010 i Mannheim, dukkede han op.

- Sammen med min kammerat Simon, som også har spillet ishockey, satte vi os i et tog til Tyskland, og jeg sendte en sms til Jimmy Bøjgaard, om han kunne hjælpe med billetter. Vi kom ind og var vildt glade for at mærke stemningen og se Danmark fyre den af på isen. Desværre tabte vi, men det var en stor oplevelse, siger René Dif.