Frederik Andersen er med i opløbet om at vinde BT Guld. BT satte ham i gang med 11 sætninger, og det bragte ham omkring sin mormors kalkun, terrorister og den forfærdelige følelse, når man taber.
Mit sportslige idol er … min far, Ernst Andersen. Han spillede også ishockey og var på landsholdet, og det betød ufatteligt meget for mig at følge med i hans karriere. Eftersom han var målmand og spillede hockey, har jeg aldrig haft andet i mit liv jeg ville end at spille hockey. Det voksede jeg bare op med. Han var der hele tiden omkring mit spil også. Jeg vil også nævne Patrick Roy, canadisk målmand – han er en af de bedste, der nogensinde har været – en legende, der har vundet Stanley Cup fire gange.
For mig er den perfekte takketale … en, der berører alt fra familie til venner, men også holdkammerater. I min situation betyder de alt for, at jeg kan præstere. Der er også nogle trænere og holdledere og dem, der var omkring én, mens man voksede op. De skal også huskes, for det er ikke dem, der får hyldesten og priserne, når man bliver prof, men det er som regel dem, der har gjort et stort stykke arbejde og gjort én til det menneske, man er.
Den bedste lærer, jeg nogensinde har haft … var min idrætslærer, for det var der, jeg havde det
sjovest i skolen. Jeg havde det generelt helt okay med at gå i skole, men indrømmer dog, at jeg tit sad og ventede på, at klokken skulle blive 13.45, for da havde jeg lov til at gå et kvarter før mine klassekammerater for at kunne nå min træning.
Den mest inspirerende oplevelse for mig i 2015 … inden for min sport var at være med til slutspillet i NHL. Vi fik ikke det resultat, vi havde håbet på, men det at være med på det niveau var noget særligt. Og vi skulle spille mod Winnipeg oppe i Canada, der ikke havde haft en slutspilskamp i næsten 20 år, så det var vildt betydningsfuldt for dem, og det var en atmosfære, jeg aldrig har oplevet magen til. Der var egentlig ikke så mange tilskuere – 15.000 – men de kom til gengæld allerede, inden opvarmningen begyndte på is, og de larmede så
meget, at vi knap nok kunne høre musikken, og det er ikke normalt.
I 2015 har jeg mest af alt savnet … dansk familie, mad og traditioner. Nu har det lige været jul, og jeg savnede min mormors kalkun og brun sovs og kartofler. Og i hverdagen er det små ting, som at man ikke kan få en god rugbrødsmad, ingen stegt flæsk og så videre. Jeg plejer kun at være hjemme i Danmark i tre ugers tid om sommeren efter sæsonen, ellers er jeg her i Californien med min personlige træner. Det var et valg, jeg tog, fordi klubben sagde, at det var den planlægning af min karriere, jeg manglede for at tage det afgørende skridt. Jeg har ikke fortrudt det valg. Man må ofre en sommer for sine ting nogle gange for at være med blandt de bedste. Derfor holdt jeg også jul med en holdkammerat herovre. Vi var i Palm Springs i Indian Wells. Jeg kunne ikke nå hjem, min far skulle til junior-VM i ishockey i Finland, og min mor er ikke så vild med at flyve, så det ville have været lidt tarveligt at bede hende flyve herover for at være sammen med mig i den meget korte juleferie, der var i vores kampprogram. Sådan er mit liv blevet – det kan bare ikke altid gå op, men det er det, jeg savner mest.
Sport er ikke hele livet, jeg husker også 2015 for … nogle rigtige kedelige handlinger fra terrorister. Det springer for mig ud, når jeg ser tilbage på 2015. Man mærker det også meget herovre. Det fylder helt vildt meget i medierne.
Hvis jeg selv skulle stemme på en vinder af BT Guld, ville jeg stemme på … U20-holdet i ishockey, der lige har været i Finland til VM og var sekunder fra at slå Rusland ud i kvartfinalen. Som hockeyspiller følger jeg det tæt, og jeg ved, hvor svært det er, og så var de så tæt på at slå russerne. Jeg kan huske, hvor langt jeg og min årgang selv var fra i den alder, og vi var altså et hold med fem spillere, der endte med at spille NHL, og vi var aldrig tæt på at lave noget så stort som det her. Det viser klasse, og hvor langt dansk ungdomshockey er kommet.
Jeg bliver glad, når … jeg snakker med familie og venner hjemmefra. Jeg savner meget at være sammen med vennerne, når jeg er så meget væk. Det kan være lidt hårdt en gang imellem i en lang sæson. Det hjælper på det, når vi får talt sammen.
Vi kommer især til at huske sportsåret 2015 for … i USA vil det være NFL-skandalen, der fik navnet ’Deflategate’, som handlede om, hvorvidt Patriots og superstjernen Tom Brady bevidst gjorde boldene flade til egen fordel. Det talte alle om herovre. Jeg følger i det hele taget mest med i amerikansk sport. Tidsforskellen har sat mig af på en masse ting hjemme i Danmark, men jeg savner at kunne følge bedre med i det, der foregår i Danmark. Jeg vil gerne være med til at følge og støtte op om andre sportsgrene.
Jeg bliver ked af det, når … vi taber. Jeg er ikke nogen god taber. Jeg forventer at vinde hver gang, så det er den værste følelse, når man taber. Det er næsten lige meget, hvad det er. Vi spiller 82 kampe på en sæson – jeg var med i 70 i sidste – og så kommer der slutspil, så det er ikke, fordi man ikke kan tåle at tabe en enkelt kamp her og der, men det skal man bare aldrig acceptere, at det er i orden. Så kan man lige så godt stoppe.
2016s største danske idrætspræstation tror jeg, vi kommer til at se her … jeg håber, at vi kommer til at se en dansker vinde Stanley Cup – det kunne og måtte meget gerne blive mig med Anaheim, men ellers har vi andre spillere på andre hold, som gør det rigtig godt. Det er utrolig svært at forudsige, hvem der skal vinde det.
