Rødovre Mighty Bulls skød det nordjyske piratskib i sænk med et brag.

Aalborg Pirates overlevede aldrig de to sjællandske pletskud i første periode og jagtede forgæves, når de sporadisk forsøgte sig.

Efter tre nederlag i træk og en score på 6-17 var Rødovre Mighty Bulls tilbage på det gamle spor.

- Vi spillede med stor selvtillid og styrede kampen. Vi havde fokus på det defensive og tillod ikke mange chancer, selv om vi manglede tre backer, siger målmanden Sebastian Dahm.

Topmotiverede Rødovre Mighty Bulls havde viljen til at vinde fra første faceoff og kunne nemt have ført med mere end 2-0 efter første periode mod et tamt Aalborg-hold.

Det eneste tidspunkt, kampen var på vippen, var godt midtvejs i anden periode, hvor piraterne reducerede med to powerplaymål med 64 sekunders mellemrum. Men få sekunder senere gjorde Patrick Rasmussen det til 4-2 og lukkede i realiteten kampen.

Aalborg Pirates har været sæsonens største skuffelse. At holdet har potentiale, viste det tidligere på måneden, da det på ti dage slog Herning Blue Fox, Herlev Eagles og Sønderjyske, men forleden smed de en 2-0-føring væk og tabte 2-3 til Rungsted Ishockey, og manglende stabiltet har været et trist særkende for piraterne gennem hele sæsonen.

- Rødovre lever på to måls-føringen, vi får aldrig rigtig lagt pres på dem, siger Aalborg Pirates' kaptajn, Bjarke Møller.

- Vi kommer til at løbe meget forgæves, åbner op for dem og bliver straffet.

Rødovre fejrer i denne sæson 50 års jubilæum i Danmarks bedste ishockeyrække og markerer det bl.a. med en kamp mellem gamle koryfæer fra klubbens 16 medaljehold gennem tiderne på næste fredag i Rødovre Skøjte Arena som optakt til ligakampen mod Unibet Stars Gentofte.

Men også på et andet punkt er pionerklubben fra Vestegnen unik. Det er den eneste, der har tre brødrepar på sit Metal Ligahold, Mads og Nicklas Carlsen, Christian og Mark Mieritz og tvillingerne Mikkel og Martin Højbjerg.

Metal Ligaen

Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates 5-2 (2-0, 2-2, 1-0)