Aalborg Pirates vandt hele 6-1 hjemme over Esbjerg Energy i Metal Ligaen. Herning Blue Fox tabte hjemme til Gentofte Stars.

I starten af sæsonen så det ud som om, Aalborg Pirates med sikkerhed ville tage en af de to nederste pladser i Metal Ligaen, og at nordjyderne dermed ikke ville kvalificere sig til forårets kvartfinaler.

Men i sidste uge lykkedes det med lidt held at vinde over Rungsted, og tirsdag blev det så til en sejr på hele 6-1 over Esbjerg Energy, så de aalborgensiske pirater er slet ikke så fortabte endda, selvom de stadig er næstsidst i ligaen.

Begge de første perioder vandt Aalborg Pirates 2-0, og da den svenske back Lars Lundin i starten af tredje periode øgede til 5-0 i power play, var der ikke længere tvivl om sejren.

Canadieren Matthew Pistilli fik reduceret, men kort efter scorede Magnus Leth Nielsen til ny femmålsføring.

I de øvrige kampe måtte rekordmestrene fra Herning Blue Fox overraskende se sig slået af sidste sæsons jumbohold, Gentofte Stars, som kunne tage hjem med en sejr på 2-1 efter god kontra-hockey.

Frederikshavn White Hawks vandt 5-2 over Rungsted på en god tredje periode, og det var også takket være en fin sidste periode, at Rødovre Mighty Bulls tog sejren over bundholdet Herlev Eagles med 4-2.

Aalborg Pirates - Esbjerg Energy 6-1 (2-0, 2-0, 2-1)

Herning Blue Fox - Gentofte Stars 1-2 (0-1, 1-1, 0-0)

Frederikshavn White Hawks - Rungsted 5-2 (2-1, 0-1, 3-0)

Rødovre Mighty Bulls - Herlev Eagles 4-2 (0-1, 0-1, 4-0)