Aalborg Pirates vandt også sin anden kamp i Metal Ligaen, da holdet hjemme besejrede Gentofte.

Aalborg. I sidste sæson var en dårlig første del af sæsonen årsag til, at Aalborg Pirates måtte slide til det sidste for at komme i ishockeyligaens slutspil, men det har nordjyderne åbenbart lært af.

I hvert fald har aalborgenserne fået en kanonstart på den nye sæson og hentede mandag aften en ny sejr, da Gentofte Stars blev slået med 2-0 i Aalborg.

Dermed har Brandon Reids tropper maksimumpoint efter de første to runder og kan også prale af at have losset de forsvarende mestre, Esbjerg Energy, ud af pokalturneringen.

Mod Gentofte åbnede Christopher Frederiksen scoringen for Aalborg i powerplay i anden periode, mens Tobias Ladehoff slog sejren fast med knap 11 minutter tilbage af kampen.

Dermed kryber Aalborg op i toppen af Metal Ligaen med to sejre i to kampe, hvor holdet imponerende nok kun har lukket i alt ét mål ind.

Gentofte kom til gengæld ned på jorden efter premieresejren over Herlev i fredags.

Ligaens otte øvrige hold skal alle på isen tirsdag.

/ritzau/