De snu ræve fra Herning vandt fortjent for øjnene af 4.588 tilskuere i Gigantium.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>4.588 tilskuere på en ganske almindelig tirsdag er noget af en rekord. Aalborg er igen blevet en hockeyby.

Og der er endda et stykke vej endnu til slutspillet. Nåede Pirates’ spil ikke topniveau, var der højspænding på, da Sebastian Svendsen rettede et skud af og reducerede til 1-2 med syv et halvt minut tilbage.

Men i de døende sekunder scorede Branislav Rehus med sit andet mål til 3-1 i tomt bur og cementerede en fortjent Herning-sejr.

Blue Fox’ varemærke er et stærkt forsvarsspil med målmanden Lubos Pisar og backen Rasmus Nielsen som nøglespillere.

Bortset fra et kvarter i sidste periode kontrollerede de snu ræve kampen. Efter to liganederlag i træk er de danske mestre tilbage på sporet og ligner den største trussel mod de to nordjyske hold.

Aalborg Pirates er tre point efter Frederikshavn White Hawks på førstepladsen, og der er lagt op til et brag af en kamp, når de mødes torsdag i Frederikshavn, selv om Aalborg nu har lidt tre nederlag i de seneste fire kampe.

Uvant kost for de sejrsvante nordjyder, men publikum elsker piraterne, der igen i aftes var forbløffende tamme i de første 40 minutter, hvor de gang på gang blev stoppet i midtzonen.

Bortset fra bundholdet Copenhagen Hockey kigger alle ligaholdene efter muligheder for forstærkning, inden transfervinduet lukker 31. januar.

Også Aalborg Pirates og Herning Blue Fox.

- Har vi pengene og en spiller på hånden, der kan gøre en forskel, slår vi til. Men der er ikke truffet nogen definitiv afgørelse, siger Herning Blue Fox’ sportschef, Todd Bjorkstrand.

I Aalborg lægger direktør Frederik Åkesson ikke skjul på, at piraterne køber ind.

- Vi skal have en forward. Om det bliver til mere end én forstærkning afhænger af skadessituationen og økonomien, siger han.

Pirates er fortsat uden playmakeren Bjarke Møller, som fik en hjernerystelse i december under firenationers-turneringen i Frankrig.

Formentlig er han klar senere på måneden, men det er nok tvivlsomt, om han bliver aktuel for landstræner Per Bäckman til OL-kvalifikationen i Vojens fra 7. februar.

Bäckman var tirsdag aften i Gigantium for at kigge på emnerne fra to af ligaens bedste hold.

Aalborg Pirates’ Kasper Jensen og Kasper Degn og Herning Blue Fox’ Rasmus Nielsen og Lasse Lassen er i spil.

AL-Bank Ligaen

Aalborg Pirates-Herning Blue Fox 1-3 (0-1, 0-1, 1-1)

Frederikshavn White Hawks-Rødovre Mighty Bulls 5-1 (2-0, 0-0, 3-1)

Odense Bulldogs-Herlev Eagles 5-4 (1-1, 2-2, 1-1, 1-0)

Copenhagen Hockey-EfB Ishockey 2-3 (1-2, 1-0, 0-0, 0-1)