Philip Larsen er klar til en sæson mere i den russiske Kontinental Hockey League.

Danmarks første NHL-back skiftede sidste år fra Edmonton Oilers til KHL-holdet Yugra Khanty-Mansiysk, og selv om klubben var langt fra en plads i playoff, har han haft stor personlig succes i verdens næstbedste liga.

Philip Larsen, 25, er i øjeblikket på ferie i hjembyen Esbjerg og siger til BT:

»Jeg regner med at blive i KHL, men ikke i Yugra Khanty-Mansiysk. Målet er at komme til en top 5-klub og være med til at spille om KHL-titlen,« siger han.

»Skal jeg sammenligne NHL og KHL, vil jeg sige, at der er ikke samme bredde på holdene i KHL som i NHL. Spillet er ikke så fysisk, og der er ikke så mange spillertyper, men første- og andenkæden holder høj klasse og kan godt konkurrere med NHL.«

Philip Larsen fik sidste år tilbud fra Edmonton Oilers om at blive, men takkede nej.

»Jeg følte mig ikke godt tilpas i Edmonton og vender ikke tilbage til NHL, så længe Oilers har mine rettigheder. Det har de godt et år endnu,« siger han.

Philip Larsen kom i 2005 til Rögle fra Esbjerg og debuterede som 15-årig i Allsvenskan som den yngste spiller nogensinde.

Mens han spillede for Frölunda i SHL, blev han betragtet som et af de største backtalenter i Sverige med sin unikke hurtighed, teknik og spilforståelse.

I 2008 blev han draftet af Dallas Stars i femte runde, og han debuterede for Stars i april 2010.

I sæsonen 2013/14 spillede han 30 kampe for Edmonton Oilers, og det er blevet til i alt 125 NHL-kampe med otte mål og 23 assist.

For Yugra Khanty-Mansiysk blev han i 56 kampe noteret for seks mål og 19 assist.

"Jeg er godt tilfreds med min produktion," siger han.

Philip Larsen forventer at tage med til de to VM-testkampe 3. og 4. april i Frankrig under landsholdets anden VM-samling.

Selv om han er i Esbjerg, deltager han ikke i Esbjerg Energys træning.

»Spillerne skal koncentrere sig om playoff. Jeg skal ikke forstyrre,« siger han.