To år efter sin seneste NHL-kamp gjorde Oliver Lauridsen lørdag aften dansk tid comeback for Philadelphia Flyers.

To meter-backen med fortid i Gentofte var hentet op fra AHL-holdet Lehigh Valley Panthers, da Flyers var ramt af influenza på backsiden.

Oliver Lauridsen spillede godt ti minutter i hjemmekampen mod San Jose Sharks og var med til at hente et enkelt point hjem i 2-3 nederlaget på straffeslag. Midt i tredje periode indkasserede han en ti minutters straf efter et mindre slagsmål. Kort tid efter kampen blev han dog sendt tilbage til AHL-holdet, der spillede kamp natten til søndag - uden Lauridsen på holdkortet.

Siden sine 15 kampe for Philadelphia Flyers i sæsonen 2012/13 har han spillet i AHL, og i denne sæson er det blevet til 64 kampe (tre mål og fire assist) for Lehigh Valley.

Philadelphia Flyers ligger på 11. pladsen i Eastern Conference og kommer ikke med i playoff.

Da Lehigh Valley er ude af slutspilsbilledet i AHL, er der gode chancer for, at Oliver Lauridsen kommer med til VM for tredje år i tærk.

Lars Eller åbnede scoringen for Montreal Canadiens i 3-2 sejren i overtid over Florida Panthers. Hans første mål i syv kampe, og han blev kåret som 3rd Star.

Montreal Canadiens topper Eastern Conference og er sammen med New York Rangers og de to tophold i Western Conference, Anaheim Ducks og Nashville Predators, sikre på playoff.