Lars Eller har ikke længere hovedpine efter den voldsomme tackling og faldet mod isen

Selv om VM er hovedsagen her i Stockholm, er der også sendt mange tanker fra VM-lejren til Lars Eller i Montreal.

Han er udskrevet fra hospitalet og er sammen med familien, og bulletinerne fra Montreal er positive trods den voldsomme medfart, han var udsat for, da han blev tacklet af Ottawa-backen Eric Gryba (som senere blev idømt to spilledages karantæne for forseelsen).

- Lars får besøg af klubbens læge senere i dag. Han tager stilling til, hvad der skal ske. Det positive er, at Lars ikke har hovedpine længere, siger Montreal-stjernens far, Olaf Eller, der er i Stockholm som kommentator for TV3 Sport og i daglig kontakt med familien i Canada.

Hvor alvorlige Lars Ellers brud og tandskader er, er endnu uvist.