Olaf Eller tager et år mere som cheftræner for det succesrige danske U20-landshold, som skal til VM i Helsingfors i den kommende sæson.

»Olaf har gjort det flot i de to år, han har været cheftræner for holdet, og vi fortsætter samarbejdet,« siger Dansk Ishockey Unions direktør, Ulrik Larsen.

»Vi har ikke underskrevet kontrakten endnu, men jeg har talt med Olaf, og vi er enige.«

Olaf Eller var cheftræner for holdet, som rykkede op blandt verdens ti bedste U20-hold i Polen, og omkring nytår spillede det sig igennem til en sensationel VM-kvartfinale mod værtsnationen Canada i Air Canada Center i Toronto.

Undervejs vandt Danmark med spillere som Nikolaj Ehlers, Oliver Bjorkstrand og målmanden George Sørensen over Schweiz og spillede uafgjort mod Rusland og Tjekkiet i ordinær tid.

»Jeg ser frem til en ny udfordring i A-gruppen. Det bliver en ekstrem hård opgave i Finland i en pulje med Canada, USA, Sverige og Schweiz. Den stiller krav til spillernes fysiske arbejde hen over sommeren,« siger Olaf Eller.

Ulrik Larsen overtog i sidste måned stillingen som direktør for Danmarks Ishockey Union efter Enver Hansen, som blev chef for det kommende ishockey-VM i Danmark.

Den ny direktør var i seks år sportschef i DIU. Om der ansættes en ny sportschef eller foretages en ændring i strukturen har man endnu ikke lagt sig fast på.