Dale Mitchell var med i tre scoringer, da Odense vandt Metal Ligaens topopgør ude over Aalborg.

Aalborgs ishockeymandskab har længe ligget suverænt på førstepladsen i Metal Ligaen, men det kan synge på sidste vers.

Onsdag aften tabte nordjyderne på egen is med 1-4 i et vaskeægte topopgør mod Odense.

Det begynder så småt at ligne en negativ stime for Aalborg, der nu har tabt tre kampe i træk inden for mindre end en uge.

Tirsdag blev det til nederlag mod Esbjerg, og på 2016's næstsidste dag tabte Aalborg efter straffeslag mod Frederikshavn.

Aalborg har nu 63 point for 30 kampe, mens Odense har 60 point for 31 kampe.

Canadieren Dale Mitchell kom til at spille en hovedrolle for Odense, da han scorede de to første mål i kampen og siden havde assist på Rasmus Schultz Lyøs 3-0-scoring midtvejs i tredje periode.

Først 88 sekunder før kampens afslutning kom Aalborg på tavlen med Martin Højbjergs 1-3-reducering, men Odense fik det sidste ord, da Simon Grønvaldt 15 sekunder før tid sendte pucken i nettet til 4-1.

/ritzau/