Frederikshavn og Odense knuste begge deres modstandere i Metal Ligaen og er i åben duel før sidste spillerunde.

Odense. Kampen om andenpladsen i Metal Ligaen i ishockey er pivåben før sidste spillerunde i grundspillet. I hvert fald i teorien.

Det sørgede Odense og Frederikshavn for ved begge at hente storsejre i fredagens opgør.

Odense ydmygede på hjemmebane nummer næstsidst, Rødovre, med voldsomme 11-1.

Frederikshavn knuste på egen is bundholdet Herlev med 7-1.

Odense og Frederikshavn har på anden- og tredjepladsen henholdsvis 85 og 84 point.

Men mens Frederikshavn har en svær udekamp mod Aalborg til gode, skal Odense på en overkommelig opgave ude mod Herlev i sidste runde.

Allerede før fredagens kampe stod det klart, at Aalborg Pirates vinder grundspillet og dermed er førstevælger af modstander i kvartfinalen.

Som sådan behøver aalborgenserne ikke tage notits af 2-5-nederlaget hjemme mod Esbjerg.

Esbjerg indtager fjerdepladsen med 73 point. Sønderjyske har 72 efter 2-1 over Herning.

Gentofte tabte 1-2 hjemme mod Rungsted og har ligesom Herning 70 point. Rungsted på ottendepladsen har 67.

Den sidste spillerunde i grundspillet bliver afviklet 28. februar, og den lyder:

Aalborg-Frederikshavn, Esbjerg-Herning, Herlev-Odense, Rungsted-Sønderjyske, Rødovre-Gentofte.

/ritzau/