Hvem havde troet det? Pokalmestrene fra Herning Blue Fox blev udklasset i Odense.

I den første alvorlige kamp efter 26 år med Todd Bjorkstrand blev den midtjyske traditionsklub slået 2-8 af Bulldogs i kvartfinalen i Metal Cup.

- Vi udnyttede vores offensive kvaliteter, og Hernings defensiv stod måske på det forkerte ben i aften, siger Odense Bulldogs' kaptajn, Morten Andreasen, til BT.

- Men selv om Herning ikke så godt ud defensivt, er det stadig et godt hold. Vi rejser ikke til Herning og tror, at vi allerede er i semifinalen.

Canadieren Brad Gratton har overtaget Odense Bulldogs efter tre år som cheftræner i Rødovre Mighty Bulls og har sat sit spor.

- Vi har fået mere styr på systemerne. Spillestilen er lidt anderledes, og organisationen er på plads. Vi spiller lidt mere aggressivt med fokus på at presse modstanderne i opspillet og egen zone, siger Morten Andreasen.

Et flot resultat blev leveret af Herlev Eagles, som på hjemmebane spillede 2-2 mod Sønderjyske efter 2-1 føring inden sidste periode.

Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks spillede 2-2 i en nordjysk krimi i Aalborg, og Rødovre Mighty Bulls rejste sig fornemt efter at have været bagud 0-3 med en 6-4 sejr i Rungsted.

De fire returkampe spilles lørdag.

Metal Cup, kvartfinaler, første kamp

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 8-2 (2-0, 3-1, 3-1)

Herlev Eagles-Sønderjyske 2-2 (0-0, 2-1, 0-1)

Aalborg Pirates-Frederikshavn White Hawks 2-2 (1-1, 0-1, 1-0)

Rungsted Ishockey-Rødovre Mighty Bulls 4-6 (1-0, 2-3, 1-3)